Fortjent støtte til lokale litteraturprojekter

 

Uddrag af artikel fra Elbo Bladet, Fredericia
- den 5. oktober 2005

 

Forfatter Sys Matthiesen fra Dansk Forfatterforenings Haiku-netværk, har på vegne af Haiku-netværket modtaget en check på kr. 5.000,00 fra BG Banks Litteraturpulje og én på 6.000,00 fra Veluxfonden

 
Pengene bruges til udgivelsen af en Haiku-antologi, da vi gerne vil delagtiggøre flere i denne spændende digtform, der oprindeligt stammer fra Japan, men som nu har bredt sig over hele verden - blandt andet via internettet, sagde Sys Matthiesen, da hun fik overrakt checken af filialdirektør Palle Mogensen, BG Bank i Vendersgade, Fredericia.
 
Ud over forfatterens egne Haiku-digte indeholder bogen artikler om Haiku-digtningens historie, der stammer helt fra begyndelsen af 1600-tallets Japan til det verdensomsændende Haiku-netværk, der findes i dag.
 
 

Bogens titel er "Små silhouetter - Haiku-antologi"

Omslaget er illustreret af Sys og Erik Matthiesens datter, violinist og kunstner Mette Matthiesen.
 
Bogen kan købes hos Billunds Boghandel i Fredericia. Når du køber bogen i Billunds Boghandel og oplyser, at du på Sys Matthiesens hjemmeside har set omtalen af bogen, så får du 10% hjemmeside-rabat. Dette tilbud gælder resten af året, 2005
 

Uddrag fra bogen "Små silhouetter - Haiku-antologi" 

sølv på havet
himlen silkehvid
fuldmåne
 
Af Duncan MacLaurin
Jeg møder havet
og hilser på bølgerne
som skynder sig bort
 
Af Niels Kjær
                                            
 
Bogen indeholder artikler om haiku på dansk, haiku for børn og haiku på Internettet. Den giver en grundig indføring i, hvordan den japanske digtform kom til Europa og USA og blev integreret i vestlig poesi. Man får at vide, hvordan renga fungerer, og endelig har de enkelte forfattere bidraget med egne haiku.
 

Mette Matthiesen - violinist og kunstner

Mette Matthiesen er udddannet som violinist på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus.
 
Hun er ansat i Ålborg Symfoniorkester. Desuden spiller hun kammermusik og har spillet flere koncerter, både som solist og som medlem af en  kvartet eller en duo.
 
Mette tegner og maler i sin fritid og har malet billeder af alle kæledyr i familien, men hun har også tegnet mange dejlige fuglebilleder.
 
Det var derfor nærliggende at spørge hende, da der skulle tegnes omslag til haiku-antologien ”Små silhuetter”. 
 
Bogen "Små silhuetter - Haiku-antologi" er udgivet af Forfatterforlaget Attika.
Du kan læse mere om Forfatterforlaget Attika her
 

 

Krimi-vinter 2005 på Fredericia Bibliotek

Fredericia Bibliotek fik også overrakt penge fra Litteratur-puljen til støtte af fire aftenarrangementer med fællestitlen: "Krimi-vinter". Beløbet var kr. 12.000,-
 
Fredericia Bibliotek vil i løbet af oktober, november, februar og marts afvikle tre forfatter aftner samt en aften med foredrag i samarbejde med Fredericia Folke-universitet, hvor der bliver sat fokus på krimi-genren.
 
Fredericia Bibliotek har i forvejen en god og alsidig samling af kriminalromaner for voksne, som flittigt bliver brugt af lånerne.
 
Det er dejligt at kunne støtte projekter, som kan bruges i vores lokale område, men også af en bredere gruppe, sagde filialdirektør Palle Mogensen ved overækkelsen.
 
 

BG Bank - Alle er velkomne til at søge puljemidlerne

Fire gange om året vælger BG Banks Litterære rådgivningsforum en række projekter, der støttes med beløb fra kr. 5.000,- til kr. 100.000,-
 
I 2005 er der allerede over 100 lokale projekter rundt omkring i landet, der har modtaget støtte.
 
Gennem litteraturpuljen støtter vi gode, sjove og nytænkende idéer med litterært indhold. Intet er for småt - intet er for småt - intet er for stort.
 
Ansøgningerne får vi typisk fra lokale foreninger, organisationer, institutioner, virksomheder eller enkeltpersoner, der ønsker at sætte projekter igang.
 
Betingelsen er, at projektet har et litterært indhold, siger Palle Mogensen.
 
BG Banks Litteraturpulje har hidtil støttet projekter som en poesi-festival, en oplæsnings-turné, et skrive-værksted, et forfatterbesøg og indkøb af bøger til skoleklasser, der arbejder med projekter med litterært indhold.
 
Jeg vil opfordre alle, der har nogle interessante projekter på tegnebrættet, til at aflevere deres ansøgning til os. Alle er velkomne - unge som gamle, enkeltpersoner eller grupper, slutter Palle Mogensen fra BG Bank.
 
 
 
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms